Beretning fra Afrika, Martin brogaard
Dette er en beretning skrevet af en ung mand på 19 år, der hedder Martin.
Martin er instruktør i Alderslyst Gymnastikforening og i foråret 2010 henvendte
han sig til bestyrelsen i AG for at høre om denne var interesseret at støtte ham
i en international lederuddannelse hos DGI. En uddannelse som skulle ende ud i
en tur til Ghana. Hvor foreningskulturen fra Danmark skulle spredes og for at se
hvordan sport bruges på disse breddegrader.
AG besluttede at give ham denne mulighed, og her fortæller han om sine
oplevelser.
Martin kan mødes om tirsdagene på Sølystskolen, Nylandsvej, hvor han har hold i
Qianball.
Beretning fra Ghana
Jeg er i gang med at skive om mine oplevelser fra Ghana.
En tur på 15 dage, der har givet mig så mange oplevelser, og så meget erfaring,
at du tror det er løgn. Vores tur til Ghana har ændret på så mange ting i min
livsopfattelse, både på et personligt plan men ligeledes på det sportslige plan,
og i forhold til forenings arbejde. Og jeg mener jeg har fået rigtig mange
værktøjer jeg kan bruge om tirsdagen på mit hold, når jeg er instruktør, og i
det arbejde der nu engang er i at være træner/leder.
Hvad har vi opnået ved turen!
Vi havde en målsætning hjemmefra der lød på at vi ville starte 6
”idrætsforeninger” op, og oplære 20 unge Ghanesere som ”trænere”. Det hele er
lidt i gåseøjne, da det ikke er muligt at starte det op som vi kender det i
Danmark. Man kan sige at vores ”idrætsforening” bestå af 2 unge Ghaneser, de er
så ansvarlige for at der blive dyrket noget idræt i de forskellige byer. Alle
byerne har så hver især fået en taske med sports udstyr som de kan bruge. I en
af de større byer er der så et lager hvor man kan bede om nye ting. Der var kun
1 by hvor vi havde svært ved at startet projektet op, det var pga. politiske
problemer. Men det løste sig og de er nu også med i projektet. Hver måned
fremover skal de to unge Ghaneser melde tilbage til os i Danmark, og fortælle
hvad de har lavet af tiltag.
Imødekommenhed
Det har været noget af det bedste at opleve, alt den imødekommenhed alle har
vist over for os. De har været super gode til at fortælle, snakke og vis os
rundt i Deres by. De har også været meget interesseret i hvordan der er i
Danmark. Hvad vi laver, hvad vores job er osv.. Vi var en gruppe på 3 danskere
der gik ind til byen en af de første aftner, der mødte vi to ghanesere oppe i
ungdomshuset. De viste os rundt i hele byen, viste os deres huse og vi mødte
Deres familier. Familierne vi var inde ved var lige så imødekommende, det var en
helt speciel oplevelse for os også. Komme ind i de her runde lerhytter, og møde
dem på en mere personlig måde end man gør når man er til ceremonier. Trods det
vi alle 3 var meget nervøse for at skulle ind i Deres hjem, der er mange
uskrevne regler, og hvad skal man nu huske at sige hvornår
Få midler, men god fantasi!
I Ghana har de jo ikke mange midler, men de er fantastiske god til at finde
på. En ting vi lavede rigtig meget var at vi sad i en rundkreds, så fik alle en
sten, og så sange man en sang mens men sendt stenene rundt, når der så var én
der klokkede i det og sad med to sten røg han ud af legen. En dag sad vi 30-40
mennesker med hver vores sten, sjovt at se hvor meget skæg man kan få ud af en
sten. Ellers kunne jeg rigtig godt lide at de lave mange sanglege og generelt
bare legede. Mange af de ting de lavede var heller ikke så konkurrencepræget som
det vi laver i Danmark. Når vi har spillet rundbold og andre lege har vi heller
ikke meget udstyr, vi har brugt sten og træer til banemarkeringer, og 100 sokker
der var bundet sammen som bold! De små børn har et gammel cykeldæk, og en pind,
så slår de til cykeldækket så det ruller og løber selv efter. Jeg skulle også
prøve en dag, det er sgu ikke så nemt som det ser ud.
Konger og Michael Jackson
Når man er i Ghana som hvid er man jo simpelthen Michael Jackson, det var
sådan man følte sig. Hver gang man gik op i byen kom der 150-200 børn og unge
løbende hen for at skulle give high-five. Det var en rigtig fed oplevelse, at
føle sig så velkommen, jeg tror også det ligger lidt i baghovedet hos dem, at
når man kommer som hvid så er det for at lave noget godt for dem. Bygge en
skole, et sygehus, eller hjælpe dem med noget andet. Når vi skulle op til byen
havde vi altid en ghaneser med som ville løfte vores ting fra byen og hjem, samt
vise os hvor vi skulle købe de forskellig ting henne. Aldrig den samme, men der
var altid en. Jeg var oppe og lave et video postkort en dag, der var der en
dreng på 15 år der viste mig rundt i byen i lidt over en time, men man kan ikke
få lov at give dem noget for det, det er ikke derfor de gør det. Jeg havde slået
foden rigtig meget en dag, og var haltet op til byen, jeg fik så problemet da
jeg skulle hjem, fordi jeg fik så ondt at jeg ikke kunne gå hjem. Så jeg fik en
Ghaneser vi aldrig havde mødt før, til at køre mig hjem på sin motorcykel, det
kunne jeg heller ikke få lov at give noget for. Generelt er det meget billigt
for alle varer i Ghana og de er meget fattige, så vi ville jo gerne have lov at
give nogle drikkepenge når vi købte et brød på en halv meter til 80 danske øre.
Men det ville de ikke tage imod så kom de løbende efter os med pengene vi skal
have tilbage.
Hjemme i hallen!
Jeg har under hele vores uddannelse som idrætsleder tænk meget over at jeg
skulle have nogle værktøjer, som jeg kan bruge, når jeg står nede på hal gulvet.
Det syntes jeg også at jeg har fået, i forhold til vores uddannelse har jeg fået
nogle ideer til hvordan man stiller den bedst træning op. Og får det bedst
udbytte af de dejlig unger jeg har på mit hold. I Ghana har jeg også fået en
mere afslappet tilgang til det at have hold. Det er umuligt at lave et program i
Ghana, og følge det, for man ved ikke hvad det er man kommer ud til. Det synes
jeg også jeg kan tage med hjem. Hvad hjælper det at jeg bestemmer vi skal øve
forhånd, når børnene hellere vil øve smash! Dermed ikke sagt at det er udøverne
der bestemmer, men man skal finde en balancegang. Jeg er også blevet klogere på,
at jeg som træner også bliver nødt til være regulær, og sige fra overfor de ting
jeg ikke vil have. Det kan så godt være der er én der bliver sur til en træning,
men 19 andre der forsat kan træne videre i godt humør. I min træning er det det
social der skal være det allervigtigste, alle skal glæde sig til tirsdag når der
er Qianball. Og samtidig skal man naturligvis udvikle sig og blive bedre. Men
det gør man ikke hvis der ikke er smil på læben.
Skal vi være verdensmester eller skal vi have det pisse sjovt??
Der skal være plads til det hele, for hvad hjælper det at stå øverst på
skamlen hvis vejen dertil har været røv og nøgler.
Martin Brogaard
AG